Turistattraktioner i området samt lokal turist information

Turistattraktioner Links
Kruså Tunneldal

Inden for rammerne af det grænseoverskridende projekt om Kruså Tunneldal, samarbejder forskellige danske og tyske parter om at understøtte og udvikle den økologisk værdifulde tunneldal. Projektet gennemføres med støtte fra EU, via Interreg IIIa-programmet.

Hidtil har Krusåen hovedsageligt fungeret som grænsevandløb, men den skal nu i højere grad fungere som en sammenhængende livsåre i tunneldalen. Åen udspringer fra talrige kildevæld på begge sider af grænsen, og på dens vej mod udløbet i Flensborg Fjord ved Wassersleben løber den gennem søer, moser, enge og skove.

Den afvekslende dal er bestemt et besøg værd. Denne hjemmeside informerer om projektet, tunneldalens natur, historien og udflugtsmulighederne i Krusådalen.

Badestranden ved Wassersleben

I Wassersleben ca 4 km fra Kruså ligger der en dejlig sandstrand ud til Flensborg Fjord. Man kan gå derned igennem skoven og Christian den Fjerdes gamle by Kobbermølle (Kupfermühle), hvor der ligger en række gamle huse ligesom husene i Nyboder. Man kan også tage den tyske bus nr 1 fra Kruså busstation til Wassersleben. Bussen går hver tyvende minut hele dagen.

Byerne omkring Flensborg Fjord

Oplev den skønne natur langs Flensborg Fjord fra Sønderborg på den danske side, over Flensborg og videre ud til Glücksburg og Langballigau på den tyske side. Eller tag en tur til Flensborg, en rigtig charmerende by med mange spændende forretninger og et rigt caféliv. Der går bybus fra Kruså busstation til Flensborg centrum hver tyvende minut hele dagen.

 

Glücksburg Slot

Besøg det smukt beliggende Glücksburg Slot, hvor den danske kongefamilie stammer fra. Glücksburg Slot ligger ca 10 km fra Flensborg.

Gottorp Slot

Besøg det smukt beliggende Gottorp Slot i byen Slesvig. Gottorp Slot i Slesvig er hjemsted for to statslige museer. Samlinger af kunst og kulturhistorie lige fra højmiddelalderen til moderne kunst og arkæologi arkiv for 120 tusind år af landets historie.

Vandreture langs gendarmstien

Placeringen af den nuværende dansk/tyske grænse blev afgjort ved en folkeafstemning i 1920. I perioden fra 1920 til 1958 patruljerede de blåklædte grænsegendarmer langs grænsen. 

Deres patruljestrækning, Gendarmstien, er blevet genetableret som en meget smuk og afvekslende vandresti fra Padborg til Høruphav på Sydals (74 km). Skiltningen til stien er en blå gendarm. Hvis du er indstillet på af og til at trække med cyklen, kan gendarmstien også opleves på cykel. Hele strækningen følger den afvekslende kystlinje tæt.

Grænseruten

Tag turen tværs over Jylland på cykel via Grænseruten, der skiftevis følger veje og cykelstier på den tyske side og på den danske side. En virkelig smuk cykeltur, der tager en tre dage med overnatning undervejs. Overnatninger kan bestilles på Kruså Turistbureau.

Tur til den lille hollandske by Friedrichstadt i Slesvig Holsten

En tur til den lille hollandske by Friedrichstadt i Slesvig-Holsten kan virkelig anbefales. En rigtig hyggelig by med flotte gamle husgavle og kanaler. Fridriechstadt ligger ca. 70 km fra Kruså

Følg Hærvejen

Tag turen på Hærvejen til fods - på cykel eller til hest fra Viborg til den dansk tyske grænse.

Frøslevlejren - En af Europas bedst bevarede fangelejre

Frøslevlejren blev bygget som tysk interneringslejr i 1944 under den tyske besættelse af Danmark og er i dag en af Europas bedst bevarede tyske fangelejre. Flere tusinde danskere sad i lejren som det tyske sikkerhedspolitis fanger. Se Frøslevlejrens Museum og læs om Frøslevlejrens historie

Danfoss Universe, oplevelsespark for de nysgerrige

Danfoss Universe er en naturvidenskabelig oplevelsespark, der ligger i Nordborg på Als. Her kan børn og voksne lege sig til viden om naturvidenskaben. Her kan du tumle fra det ene eksperiment og sjove naturfænomen til det andet. Du kan opleve en gejser springe 18 meter op i luften, grave med en rigtig gravemaskine og gå på jagt i dine mange intelligenser, samt meget meget mere.

Kobbermølle Museum

Det almennyttige selskab Museumsort Kupfermühle, der etableredes i 2009, driver de to museumsdele Kobbermølle Museum og Industrimuseet som ét museum. Landsbyen Kobbermølle i Harreslev (Harrislee) Kommune ligger idyllisk ved åen Kruså nord for Flensborg ved den dansk-tyske grænse. Dette over 400 år gamle sted opstod i forbindelse med etableringen af et kobber- og messingværk, grundlagt af Kong Christian IV. Endnu i dag kan man her se en af de ældste industriarbejder-bebyggelser i Nordeuropa.

Sønderborg Slot

Sønderborg Slot er grundlagt som borg i første halvdel af 1200-tallet, samtidig med anlægget af købstaden Sønderborg. Ud fra et centralt tårn udviklede borgen sig gennem middelalderen til en af rigets stærkeste fæstninger med et ringmursanlæg, hjørnetårne og flere murede bygninger. Det var i denne store borg at Christian 2. sad som fange i årene 1532-49.

Gråsten Slot

Gråsten Slot har en meget stor betydning for Sønderjylland og for Sønderjyderne. I 1935 blev brugsretten til slottet givet som bryllupsgave til Kronprins Frederik og Kronprinsesse Ingrid, som formåede med deres folkelighed og hjertelighed at bringe det smukke Gråsten Slot i alle danskes øjne. Dronning Ingrids interesse og arbejde med slotshaven har bragt have- og blomsterelskere i tusindtal til Gråsten.

Krusmølle

Krusmølle, der ligger i Feldstedskov nær Aabenraa, er absolut et besøg værd. Det er en spændende gammel vandmølle, der i dag er indrettet med en række  kreative værksteder og butikker, hvor skiftende kunstnere arbejder og sælger deres kunst. Desuden er der en café, livsstilsbutik, delikatesser, galleri, keramik, glas, lysstøberi og festlokale. Krusmølle menes grundlagt af hertug Hans den Ældre (1521-1580). Den ejedes senere af hertugen af Gottorp, og i 1713 overgik den til kongen. Find meget mere information samt åbningstider på Krusmølles hjemmeside.

Lokal turist information vedrørende butikker, restauranter, vandreture i omegnen og Flensborg